Rousthøje Kirke
Forside Kirkebladet Historie Gudstjenester

ROUSTHØJE KIRKE INDVIDET 1961.

Skrevet af Laurids Søgård.

Vel ved jeg, at der i sogne arkivet står alt om Rousthøje kirke som er vær at vide,
men alligevel kan jeg ikke lade være at fortælle om det, som har gjort størst indtryk
på mig ved den lange og seje arbejde, der blev udført inden den stod færdig. Jeg
kom på en sent tidspunkt med i arbejdet og min del var beskeden, så står det for mig
som en glædelig og rig tid
.
Den skønne landsbykirke der i dag ligger omgivet af kirkegården, de velplejede
græsplæner og de høje læhegn.
Kirkegården blev indviet i 1952. Ved den lejlighed blev der fra Grimstrup kirkegård
flyttet to kister, to af byens mænd, som var død efter at det omtrent var sikkert med
en kirke i Rousthøje, de var lagt i en zinkkiste med flytning for øje. Det er byens
største, kirkelig set både ude og inde hele egnens største seværdighed.

Helt tilbage til 1910 begyndte man at tale om en kirke i Rousthøje. dem der havde
længst havde 15 km til Grimstrup kirke, der var jo ingen biler, cyklerne var lige
kommet. Skulde folk i kirke, det gjaldt både den almindelige kirkegang, dåb,
konfirmation, vielse og begravelse. Så skulde hestene for vognen og ud på den lange
køretur. De som ingen heste havde, måtte bede om kørelejlighed eller ud at låne
hest og vogn.
Da jeg kun var barn dengang, husker jeg ikke hvem der tog de første forberedelse,
men det var nok æ sovenfoved o æ skul lærer, det var jo dem der var bestemmende
for det meste af det der skete i vor by.

Men så kom den første verdenskrig fra 1914 til 1918, selv om vort land ikke direkte
var berørt, satte det alligevel sine dybe spor, de mange sønderjyder der faldt ved
fronten, den store begejstring’ og glæde da en del af Sønderjylland stemte sig hjem
til Danmark. Men seks tusind unge sønners’ liv var dine løsepenge.

Indsamling af penge gik sin gang stille og stødt. Mette og Bakken Hansen havde
stillet jord til rådighed uden vederlag, en stor gave når vi tænker på, at det både var
jord til kirkegård og byggeplads, det gjaldt for Mette og Bakken at de havde dybe
rødder langt tilbage i vort lille landbys’ historie.
Der var håb, for i Agerbæk havde de fået lov til at bygge en kirke, så de der
kæmpede for kirken troede nu at vi også fik lov, men sådan skulde det ikke gå. Sidst
i tyverne kom der en nedtur for hele det danske erhvervsliv og ikke mindst landbruget
blev ramt. Det satte en stopper for mange ting også kirkebyggeriet. Da
landbrugskrisen var på sit højeste og alle bønder var i økonomiske vanskeligheder,
blev de enige om at udbetale de indsamlede penge og man opgav kirkebyggeriet.


Men tiderne skrifter, i 1932 da priserne var helt i bund, begyndte der at ske noget her
i Rousthøje, den nye statshusmandslov der var kommet, virkede som en eksplosion,
de store hedearealer blev opdyrket, hvorpå der blev bygget nye husmandsbrug og
unge landmandsbørn tog fat, der blev skabt gode hjem, vor børn voksede op
sammen med arbejde og lej, sunde og raske børn, en lykkelig tid for vor by.

Denne udvikling var årsag til at vi blev dobbelt så mange mennesker og økonomien
gik det ganske langsomt fremad.
I det midtjyske var der blevet bygget en eller to kirke, der blev talt mand og mand
imellem, kunne de få lov, kunne vi vel også.

Men så brød den anden verdenskrig ud, den 9. april 1940 blev vi besat af tyskerne
og det skete ikke uden tab af menneskeliv, unge værnepligtige soldater. Selv om vort
land ikke direkte blev krigsskueplads, fik vi det i høj grad at mærke, besættelsen
skabte meget bitterhed, mellem danskerne indbyrdes. I sådan en situation er der altid
medløber, nogle ønsker det skal gå så fredelig som mulig, så var der jo
frihedskæmperne der ikke gik på arkort, men var villige til at offer alt, selv livet for at
få tyskerne ud af landet.

Strenge tider med had og mistænkeliggørelse havde rig grobund. Men alle der har
oplevet niende april 1940 og fejrede maj 1945 glemmer det aldrig. Den niende april
var en sorgens dag, så var glæden stor den fjerde maj, alle dansker var jublende
glade.
Men tilbage til kirken, den udvalg der var blevet nedsat til at stå for indsamlingen af
penge, søgte kontakt til vore rigsdagsmænd, med ansøgning til kirkeministeriet og
mange andre ting. Udvalget var valgt på demokratis vis, med en skelen til at alle i vor
by var repræsenteret.
Udvalgets’ formand, lærer Jens Grundahl, var jo skolemand og havde derfor en stor
berøringsflade både til børnene og deres forældre.
Gdr Peder Bech var tilflytter her til, kom fra Haboøre fra sognet vor Karl Mo på den
tid var præst og vor bølgerne om religionen gik højt og gav stærke dønninger, men
Peder Bech og hans kone Petrea var stærkt grundvisk præget og interesseret i alt,
hvad der havde med kirke og højskole at gøre.
De er nu begge begravet på Rousthøje kirkegård.

I 1920 fik vi en ny præst til Grimstrup sogn, det var hans første kald, Ove Johansen
og med ham kom indre mission til vor sogn, vel havde der været missionsfolk før,
men med præstor Johansen gik der en vækkelse hen over vort sogn. Os der var
unge den gang vel mindes med både beundring og forundring, og tanker for os der
ikke var med.
Inden for indre mission var der en dygtig landmand, med en stærk vilje og rige evner,
Mathias Jessen, nævnes ofte senere som en af vores gode mænd, længe efter hans
død. Han var også med i udvalget en kort tid, da en søn overtog gården og rejste til
Varde. Else Jepsen var også med, hendes arbejde for kirken var stor og gjorde det
med glæde.


Også de gamle slægter i Rousthøje havde en mand med i kirkeudvalget. Gdr,
Kresten Morten Kristensen fra ”Nørbygård”. Gården lå ensomt derude omkranset af
eng, både mod syd og øst og mægtige hedestrækninger mod nord. Fårene, de store
engstrækninger og salg af tørv, de havde således store parter ude i ulvemosen. Ved
århundreåret var de meget velhavende, Krestens’ far betalte mere i formueskat end
hele Hjortkær, han hed Peder Kristensen, men blev aldrig kaldt andet end Peder
Pejsen, hans far hed Kresten Pedersen. Hvor længe gården har været i slægtens’
eje, ved jeg ikke, men det ligger langt tilbage der var 210 td til gården.

Kresten mistede sin mor da han var syv år, han var den ældste af fire små børn.
Faderen ( Peder Pejsen ) sørgede godt for dem og havde altid gode
husbestyrerinder, men mor var der jo ikke. Hans far døde også inden han blev
voksen, der blev lejet bestyre, Kresten kom ud at tjene, men kom hjem i en meget
ung alder for sammen med sine søskende at drive gården. Han fik således tidlig
ansvar, arbejdsomt som han var, blev det passet på bedste måde.

Tidlig fik han tillidsposter og i kirkeudvalget var der brug for frivillig arbejdskraft, bla,
ved anlæg af kirkegården var han altid den første der meldte sig.

Lærer fog ved Rousthøje skole var også med, han var den yngste udvalgsmedlem.
Ham og Gerda var jo intereseret i alt hvad der rørte sig i vores by, især interessen for
de unge og idrætten.

Pastor Lilliør var sogne præst i Grimstrup sogn og V. Nykirke, men blev syg, der blev
ansat en hjælpe præst Salmonsen han var nygift og de havde let ved at komme i
kontakt med beboerne her over. Der blev afholdt gudstjeneste i forsamlingshuset en
gang om måneden, det var med til at skabe gode forhold mellem menighed og præst.

Da pastor Lilliør rejste fra sognet blev Salmonsen sogne præst og han gjorde alt
hvad han formåede for at støtte os i vort arbejde for den nye kirke. Personlig var han
med til kirkens’ indretning og udsmykning. Han blev vores første præst og havde
således tre kirker at passe. Grimstrup, V. Nykirke, og Rousthøje.

Senere rejste de til sydslesvig Valsbøl blandt dansksindede sydsleviger.
Vi er både prasto Lilliør og Salmonsen stor tak skyldig for deres arbejde.

Arbejdet begyndte at tage form, udvalget gik fra dør til dør og talte med folk om de
var interesseret i en ny kirke og de eventuelt vilde tegne sig for et bidrag, som så
først skulle betales når tilladelsen forelå. Alle var positive og tegningen gik let, både
store og små bidrag som folk nu havde råd til. Ikke alle var lige begejstrede, de
syntes vel, at de enkle gange, de var i kirke kunne de nok tage til Grimstrup.
Men ingen vilde stå uden for fællesskabet, som det bør være i en lille landsby.
Det var også det med kirkegården, hvor vi fik meget nær adgang til, at pusle om de
kære, der var døde før os, det kunne være vore forældre, et barn, søster eller broder
der var revet bort.
Dem der så ud i fremtiden, er det blevet til glæde, for mange og flere vel få glæde af
det i fremtiden.
Der blev også på anden måde prøvet at skaffe penge, der blev afholdt deletant i
forsamlingshuset og vores unge præst deltog, jeg tror nok han var lidt betænkelig om
der nu var passende for en præst. Salen var fuld og det gav penge til den slunkne
kasse. Selv om arbejdet var gratis kom der jo udgifter.

I 1952 fik vi tilladelse til at anlægge kirkegården. Jorden var god landbrugsjord og fri
for ukrudt, men det skulde jævnes og planneres. Udvalget mente at beboerne selv
kunne klare det og der blev sendt bud efter dem. Den første dag kom der så mange,
at vi ikke kunde komme til for hinanden. Der blev snakket og lagt planer og at vi
skulde mødes i hold ikke over tyve.
Gartneren der var antaget til at bistå anlæggelsen af kirkegården var dygtig til det
han skulde, men havde ikke begreb om, at sætte så mange mennesker i arbejde.
Kresten Pejsen blev valgt til arbejdsleder og det kunne han, det betød dog for ham at
han skulle være der hver dag.
Det tog langt tid, arbejdsgangen blev overholdt, men nogle havde bedre tid end
andre, aldrig manglede der arbejdskraft.

Da det hele var planeret kom skolebørnene fra de to skoler og samlede de mange
småsten som vi har en del af her i det vestjyske.
Læbælter blev plantet hele vejen rundt om kirken. Der hvor kirken skulle ligge blev
der plantet tværs over kirkegården ca femten meter vest vor kirken skulle bygges, til
sidst blev der plantet ti meter syd for, hvor den skulle ligge. Det var for at beskytte
den nyanlagte kirkegård. Der blev også sat et hegn med egepæle, omkring hele
kirkegården.

Jeg tror at alle mænd i hele kirkedestrikten havde deltaget i arbejdet.

Kirkedestrikten var tildels fastlagt, den vestlige del af Roust ud til Varde sønder
plantage, Knoldeflod, Rousthøje og Blåholm.
Hele dette store forberedende arbejde, havde krævet en masse tid, og at der
efterhånden var en og anden der godt vilde afløses meldte sig.
Peder Bech bad sig fritaget, som han sagde, der skulde yngre kræfter til.
Jeg var så heldig at det blev mig der kom til at afløse ham.

Alt det svære arbejde var gjort, penge var samlet ind, kirkegården anlagt, Grundahl
trak jo næsten hele læsset, vel kom der mange penge ind siden jeg kom med,
næsten af sig selv i form af gaver og fra nye tilflytter, som gerne vilde være med.

Kirkegården blev indviet og de to kister blev flyttet fra Grimstrup til Rousthøje.
Indvielsen var meget enkelt, til stede var kun udvalget og de to mænds’ pårørende.
Sognepræsten foretog invielsen af kirkegården, og de to kister blev sænket i jorden.
Det var Andreas Nielsen og Bakken Hansen begge her fra Rousthøje.

Bakken Hansen og hans hustru Mette Hansen, var dem der ved den første
indsamling i 1912 havde givet tilsagn om at give jorden til den nye kirkegård og
kirken. Årene var gået og datteren og hendes mand Anton Sørensen havde
overtaget gården.
Da kirkesagen igen kom op, var Else og Anton de første der sagde, at det var far og
mors’ ønske og det føler vi os forpligtet af, at vi med glæde giver jorden til kirken.
Da højtideligheden var overstået bød Else og Anton os hjem til kaffe i deres stilfulde
hjem, denne dag står for os der var med, som en skøn og uforglemmelig dag.
Hvis nogen i dag undres over at Bakken og Mettes’ grave ikke ligger lige ind til
gangen omkring kirken, skyldes det at der var et læbælte plantet lige syd for kirken
for at værne kirkegården under selve byggeriet af kirken, det blev fjernet da kirken
stod færdig, og fik sin nuværende udseende.
Nu 35 år efter er der mange der besøge kirkegården for at se til deres kæres’ grave.

Fra kirkegården blev indviet og til kirken stod færdig gik der mange år, da tilladelsen
til at bygge kom, fik udvalget travlt.
Arkitekt firmaet Kaj Øhlenschlæge og Nordby Nielsen, havde udarbejdet tegninger,
med en skelen til den nye kirke i Hvide Sande, der skulde mange små enkeltheder
falde på plads, sammen med arkitekterne, som vi havde en enestående godt
samarbejde med.
Udvalget tog til Hvide Sande for at se enkelthederne om der var noget der skulle
være anderledes inde i kirken, for der var mange muligheder. Det udvendige var vi
enige om, det skulde være i den gamle landbykirkestil.

I det midtjyske var der bygget tre nye kirke, Vorslunde, Farre og Hampen. Dem så vi
også, når vi var ude at se noget, kørte vi i vores egne biler og havde madpakke med,
der måtte ikke røres ved de indsamlede midler. Det blev også bestemt, at vi hver
især i sommerens løb var ude at køre at havde et vågent øje for kirker, om der var
noget vi kunde bruge.
Det gav det resultat at der ved det næste møde var så mange ideer, at vi sammen
med Arkitekten kørte en ekstra tur. Resultatet blev at vi fik den gulv af Ølandsk
marmor, som vi er blevet så glade for, vi så den i Johannes Kirken i Herning som er
en stor kirke.

Vi havde også en mening om kirken skulde være hvid, eller det skulde være røde
sten med fuge.
Det blev de røde fugede mursten der gik af med sejren, vi havde i Vorslunde set den
nye hvidkalkede kirke, som af en eller anden grund var meget skjoldet og utiltalende.
Det har de nok fået rettet deroppe.

Der skulle købes Kirkeklokke, noget der for os var helt ukendt i alerhøjestegrad en
tidlidssag, bedre var det ikke da der skulle købes orgel, men det var intresant, det at
skulle sætte sig ind i noget, man aldrig før har haft kendskab til. Det var lettere da vi
skulle tage stilling hvilken varme vi skulle have, det blev el varme som jeg tror alle er
tilfreds med.

Da kirkens sokkel blev støbt var der ønsker om at det skulle være en kampstens
sokkel. Stenene havde vi ikke selv i den størrelse og mængde der skulle til, men de
kunne købes billig i Gråsten. En af byens mænd betalte stenene og byens vognmand
Harry Tonnesen hentede dem gratis, (han kørte også de røde murersten som kom
fra Egertsund Teglværk).
Muremester Fjord Larsen tog ikke ekstra for at murer dem i. Mangelen på sten
skyldes ikke at der ikke var sten nok på markerne, der var blevet samlet mange sten
også store sten på de store hedestrækninger der var blevet opdyrket. En del var
brugt til byggearbejde og mange blev brugt til både private og kumunale veje.

Der skulle også bygges en stendige ud mod vejen (kirkediget) der gik forbi Bakken
Hansen og videre til Knoldeflod, den havde ingen navn den gang i dag heder den
Kirkevejen,
Der skulle der også bruges mange kampesten ikke for små. Bønderne gav og
leverede stenene på pladsen, men her var noget vi ikke selv kunne klare, vi måtte
leje en kampestensmurer, en opgav han klarede til alles tilfredshed, men gratis var
det ikke.

Der blev holdt mange møder; hvordan skulle alteret se ud, der var døbefont, knæfald
og Prædikestolen? Det var Salmonsen ønske at prædikestolen kom så nær til
menigheden som mulig og ikke for højt.
Vi havde fået mange og store gaver fra nær og fjern, med ønsker om at de skulle
bruges til bestemte ting, nogle af bidragsyderne var i mellem tiden døde, vi talte med
de pårørende om vi måtte bytte lit om på de forskellige ting. Grundahl førte disse
forhandlinger og det var altid positive

En af de store gaver havde vi fået af lærer Jessen, der havde haft embede på
Sjælland, han var fra Roust hans fader hed Niels Jessen som havde en gård mit i
Roust by, Lærer Jessen havde vis nok været lærer i Rousthøje.
Jeg vel gerne fortælle en personlig møde med ham.
Det var i sommeren 1959 Grundahl skulle til København for kirken, vi blev enige om
at vi godt kunne tage sammen med vores koner. Vi havde sommerferie og det
kostede ikke kirkefonden noget. Vi så på kirker var hos A. P. Møller, vi kom da ind
men penge mæsig uden resultat. Men så var det vi opsøgte lærer Jessen for at takke
ham for den store gave han havde skænket.
Han lå på hospitalet derover, vi kom ind til ham, han lå med ryggen til os, Grundahl
sagde god dag og forsøgte at komme i kontakt med ham, men det lykkedes ikke
første gang, vi så på hinanden, skulle vi gå uden at få vores ærende forrettet; men
Grundahl forsøgte igen og pludselig var der noget der fangede ham. Om det var det
jyske eller ordet Rousthøje, ved jeg ikke, han rejste sig op i sengen og var i stand til
at føre en samtale med os. Vi fik lejlighed til at sige ham tak for den store gave og vi
fortalte ham lidt om kirken. Vi var glade da vi gik og havde følelsen af, at vi havde
glædet et menneske der ikke havde langt igen.


Indvielsen af kirken glemmer vi aldrig os der var med, Stiftamtmanden i galle med hat
og fjer. Biskop Dons Christensen i spisen for protion af præster.
Der var tidlige præster Ove Johansen, N. C. Lilliør og vores sognepræst Salmonsen
samt omegnens præster deltog. Der var flere indbudte gæster, men jeg husker ikke
navnene, der i mod husker den højtidelighed der var over dagen.
Den samlede byggesum med anlæg af kirke gård var 235,000,00 kr. Den frivillige
indsamling var på 50.000.00. kr. Dertil kom den gratis byggegrund og de mange
gaver.

Salmer der blev sunget ved kirkens indvielse den 24. september 1961.

Den signede dag.
Kirken er et gammelt hus.
Alt står i guds faders hånd.


Tiden går hurtig, træerne er nu lige så høje som kirketårnet, kan lige ses over
trætoppene.
Vi har fejret 10 års og 25 års jubilæum.
Mange fra kirkedestrikten og nogle udefra, såvel børn unge mennesker, mænd og
kvinder i deres bedste alder, og dem der var trætte af år, hviler nu oppe på vores
kønne kirkegård og deres pårørende samles om dem og viser dem den sidste ære.
Glædes fester er der flest af, når der er dåb, konfirmation, Bryllup, kirkeårets’
begyndelse med jul, påske og pinse, som altid er højtidelig.

Grundahl som vi kan takke for at vi har en kirke i Rousthøje, ham og hans kone
Laura er nu langt oppe i årene bor i Varde han er 82 år, har skænket en kirke skib
ST. JAN som er ophængt i kirken. Vores kirke var noget af deres livsværk, en hjerte
sag for dem begge.

Thea og mig har været til kirke i dag, 30 mennesker var der og ved altergangen var
knæfaldet fuld besat. Ved festlige lejligheder kan vi fylde kirken, vi er jo kun et lille
samfund med ca 400 mennesker.
I den lune sommerdag stod vi længe nede foran kirken og snakkede sammen med
præsten i vor midte.
(Her i skrivende stund er Laura og Jens Grundahl døde for nogle år siden, de er
begravet på Varde kirkegård ved siden af deres søn.)

Det er som Laurids Søgård har skrevet i hans erindringer om Rousthøje kirke.

Jens Seested.
















Aktiviteter Menighedsrådet Praktisk info
Sidste nyt Luftfoto af Kirken Video
Sognepræst: Charlotte Locht tlf: 7519 1090charlotte@rousthoeje-kirke.dk

Graver: Anja P. Jessen tlf: 2459 8035anja@rousthoeje-kirke.dk